Hvad er overgangsalderen og menopausen?

Kvinder i overgangsalderen

Overgangsalderen kaldes lægeligt også ofte for klimakteriet, og i den forbindelse støder man også tit på ordet menopause. I dagligdagen vil disse tre begrebet – overgangsalder, klimakterie og menopause – i grove træk være synonymer, men der er en lille forskel.

I alle tilfælde er der nemlig tale om perioden omkring den sidste menstruation, når kroppen begynder at ændre i hormonproduktionen. Forskellen er, at menopausen er tidspunktet for den sidste menstruation, hvorimod klimakteriet og overgangsalderen er et udtryk for perioden omkring den sidste menstruation.

Lægeteknisk skal der gå et år, inden man kan konstatere menopausen. Som regel begynder man at opleve uregelmæssige menstruationer i nogle år op til menopausen, inden menstruationen helt stopper.

Ændringer i østrogenproduktionen

Overgangsalderen opstår, når æggestokkene begynder at stoppe produktionen af østrogen, og der derigennem sker en ændring i hormonbalancen i kroppen. Som regel sker det, når kvinden bliver omkring 50, men det er individuelt fra person til person.

Nogle kvinder er så uheldige, at de begynder overgangsalderen allerede i 30’erne, men det er heldigvis et fåtal. Det er dog stadig værd at være opmærksom på, hvis man ønsker at få børn, da det ikke er muligt at blive gravid, når man har overstået overgangsalderen.

Disse ændringer i hormonbalancen bringer en række forskellige symptomer med sig, som for en del kvinder er ubehagelige. Det varierer dog, hvor meget man er generet af generne ved overgangsalderen.

Symptomer på overgangsalder

Symptomerne på overgangsalderen kan være mange, og som nævnt ovenfor, rammer de med forskellig styrke. Det er dog mange af de samme ting, man kan blive ramt af, når man når overgangsalderen.

Symptomerne, som set på sundhed.dk, er typisk:

  • Blødningsforstyrrelser
  • Hedeture
  • Slimhindeforandringer
  • Knogletab
  • Hjertekarsygdom
  • Psykiske symptomer

Som det kan ses her, er symptomerne meget forskelligartede, og de kan i og for sig påvirke mange forskellige ting, som ikke direkte hænger sammen med overgangsalderen.

Eksempelvis kan kvinder i overgangsalderen ofte opleve at have svært ved at sove eller ikke sove så godt som tidligere. Det kan være på grund af natlige hedeture og tendens til at svede mere, som kan påvirke nattesøvnen.

Overgangsalderen er ikke farlig

Det er ikke farligt at nå overgangsalderen. Det er faktisk helt naturligt, og som regel er det ikke noget at bekymre sig over. Generelt vil der ikke være grund til at skynde sig til lægen, men det kan være rart at få forklaret forskellige ting i forbindelse med overgangsalderen.

Derudover er det vigtigt at være opmærksom på, om generne ved overgangsalderen påvirker ens dagligdag. Er man hårdt ramt, og går generne ud over ens livskvalitet, er det en god idé at tale med lægen om, hvad man kan gøre.

Det er ikke sikkert, man behøver den store behandling, hvis det kun er enkelte ting, der generer en, og så lidt behandling som muligt er altid at foretrække.

Skal man behandles, kommer det meget an på, hvilke gener der påvirker en. Nogle kan nemlig behandles lokalt som problemer med tørhed i underlivet. Det kan påvirke sexlivet, men det kan behandles lokalt. Andre gener skal behandles systemisk, det vil sige at man påvirker hele kroppen.